Bygning 373 - DTU Skylab

Med svævende mødelokale, værksteder og topmoderne it-faciliteter, har DTU forvandlet en tidligere forskningshal på Lyngby Campus til en central brik i de start-up virksomheder og innovative produkter, som de studerende på DTU hele tiden er i gang med.

Bygning 373, Skylab står efter renoveringen som en moderne platform for innovation og entreprenørskab. Og som et eksempel på, hvordan DTU som bygherre, i samarbejde med de studerende og rådgiverne, kan gøre en udslidt bygning til et symbol på fanden i voldsk gå-på-mod og en livgivende eksperimenterende praksis.

På de 1550 m2 med otte meter til loftet har de studerende adgang til omfattende prototypeværksteder med 3D-printere, 3D-scannere, laserskærer, CNC-fræsere, laboratorium og meget andet. Derudover er der store fællesarealer, kontorfaciliteter og eventlokale, og som kan bruges til afholdelse af kurser og workshops

Renoveringen af den gamle forskningshal fra 1970’erne er foretaget med respekt for bygningens arkitektoniske værdier, hvor bygningens bølgede facade, den dobbelthøje værkstedshal og den indvendige struktur med betonsøjler og kranbaner er bevaret som en arkitektonisk signatur, der viser at bygningen tidligere har tjent som forskningshal for DTU Byg.

Fleksibilitet og transparens

Fleksibilitet og transparens er hovedtræk ved bygningen. Lokalerne kan opdeles og inddeles på mange måder, og alle møbler er på hjul og dermed nemme at flytte rundt på. Tværfaglighed og møder på tværs styrkes af bygningens transparens, hvor der er synlighed til møderum, eventlokale og til den svævende Skybox. De studerende kan derfor nemt se og møde hinanden samt møde de grupper af mennesker der booker sig ind udefra.

DTU Skylab blev indviet i september 2014 og har siden åbningen formået at tiltrække markante virksomheder og erhvervslivet generelt, og skabt et innovations-hub, der understøtter studenterinnovation og giver unikke muligheder for tværfaglig videndeling på den højloftede legeplads.

DTU Skylab er nomineret til RENOVERprisen 2015 som uddeles 3. september 2015.

Læs mere på www.skylab.dtu.dk

Læs anmeldelse af Skylab i Politiken http://politiken.dk/kultur/arkitektur/ECE2474463/postindustriel-lounge-arkitektur-giver-plads-til-ingenioerers-store-tanker/

Fakta

  • Bygherre: DTU CAS
  • Arkitekt: JUUL FROST ARKITEKTER
  • Ingeniør: Alectia
  • Belysning: Lightscapes
  • Budget: 25 mio.

Kontakt

Ina Borup Nørløv
Projektchef
CAS
21 12 91 89

RENOVERprisen 2015

Få mere info

Læs interview med Mikkel Sørensen i Transforming DTU avisen.